Mens de fleste ligger trygt i deres seng og sover, lister jeg ofte ud i mørket for at lave timelapse af nattehimlen. Om efteråret og vinteren er det for at lave timelapse af Mælkevejen, mens det om sommeren er for at optage de lysende natskyer over Danmark.
Timelapse af nattehimlen
I denne artikel kan du se min film om de lysende natskyer over Danmark. Der er tale om en timelapse film, hvor tusinder af billeder med høj opløsning sættes sammen til en kortfilm. Denne teknik giver både en meget høj billedkvalitet, men øger også hastigheden, så de lysende natskyer kommer til at danse på nattehimlen. De 5 minutter, som filmen varer, svarer til hele 19 timers optagelse. Hvis du ikke tidligere har set en timelapse af nattehimlen, så glæd dig. Timelapse er perfekt til at vise de langsomme bevægelser på nattehimlen – stjernerne, nordlyset og ikke mindst de lysende natskyer.
Lysende natskyer
Lysende natskyer er et sjældent fænomen og er yderst spektakulært. Skyerne består af iskrystaller og opstår i 83 kilometers højde over jorden, når temperaturen i denne højde omkring midsommer falder til -120 grader celsius. Men iskrystallerne dannes kun under ganske særlige forhold. Der skal både skabes vanddamp via kemiske processer i atmosfæren og være partikler fra stjerneskud, som vanddampen kan binde sig til, før iskrystallerne kan opstå.
Men selvom alle disse forhold er ideelle, så skal nattehimlen være klar, før vi kan se dette fænomen udfolde sig. Heldigvis er Danmarks placering særdeles gunstig for observering af de lysende natskyer. Længere mod nord er nætterne for lyse til observering af de lysende natskyer og længere mod syd, fremstår skyerne ikke nær så storslåede, som når de ses fra Danmark.
Lysende natskyer befinder sig på kanten af rummet, og mens alle andre skyer bliver opslugt af nattens mørke, så kan de lysende natskyer stadig fange sollyset på grund af deres høje position i atmosfæren. Men de lysende natskyer er så svage, at de kun er synlige for os, når resten af atmosfæren er i mørke. Først en til to timer efter solnedgang er himlen mørk nok til, at skyerne bliver synlige.
Lyset, der reflekteres fra de lysende natskyer, passerer gennem ozonlaget, før vi kan observere det. Ozon optager rødt lys og tillader blåt lys at passere igennem, og det er grunden til, at de lysende natskyer får en flot blå farve.
Selvom luften muligvis ser stille ud i de højeste lag i atmosfæren, viser de lysende natskyer, hvordan atmosfæren bevæger sig i kanten af rummet. Lysende natskyer danner mange forskellige former, hvilket ofte får dem til at ligne et hav af is på himlen. Med en timelapse af nattehimlen bliver de lysende natskyers bevægelser pludselig synlige.
Indikator for menneskeskabt klimaændring
De lysende natskyer blev første gang observeret i 1885, to år efter et voldsomt udbrud af den indonesiske vulkan Krakatoa. Den enorme mængde af aske og vanddamp, der blev spyddet ud i atmosfæren, skabte de lysende natskyer, betagende solnedgange og andre påvirkninger rundt om i verden. Virkningerne af vulkanen forsvandt, men de nye skyer forblev. Faktisk er mængden af de lysende natskyer langsomt steget de sidste hundrede år. I slutningen af 1800-tallet var skyerne kun synlige på specielle sommeraftener, og oftest gik der mange år mellem hver tilsynekomst. I dag er de normalt synlige et par gange hver sommer.
Mennesker har udledt enorme mængder drivhusgasser i atmosfæren ved at brænde fossile brændstoffer siden starten af den industrielle periode for 150 år siden. Forskere har de senere år spekuleret på, hvilken effekt dette har haft på atmosfæren og dannelsen af lysende natskyer. Nu kan et studie fra Leibniz Institute of Atmospheric Physics redegøre for, at der dannes flere lysende natskyer på grund af menneskeskabte klimaændringer. Et klart signal om globale ændringer i vores atmosfære. Metan emissioner har gennem kemiske reaktioner øget koncentrationen af vanddamp i den øverste del af atmosfæren med ca. 40 procent siden slutningen af 1800-tallet, hvilket har mere end fordoblet mængden af is i denne del af atmosfæren.
De lysende natskyer kan både være utroligt smukke og spændende – men deres tiltagende mængde og styrke på nattehimlen er alarmerende.
Læs artiklen ‘Fængende natskyer danser på himlen‘ fra TV2 Lorry, hvor jeg fortæller om mine ture ud i natten, hvor jeg laver timelapse af nattehimlen. Læs mere om, hvad timelapse er, og hvordan du laver din egen timelapse her. Lær om de forskellige timelapse teknikker i artiklen “Timelapse teknikker“. Gå ikke glip af min artikel “Oplev Danmark” med beskrivelser og film om de mange skønne steder i Danmark.
Hvis du har brug for en timelapse af et projekt, så læs mere her.